Mål
Med dette princip er det målet, at elever, forældre og medarbejdere opnår en sund og ansvarlig adfærd, når digitale medier anvendes på skolen og i SFO.
Definition
Digitale medier omfatter bl.a. skolens og elevernes medbragte computere, tablets, digitale ure og mobiltelefoner, kort sagt: digitale devices.
IT og digitale medier inddrages som en naturlig del i skolens hverdag. Der arbejdes hen mod opfyldelse af Folkeskoleloven og Hjørring kommunes skolepolitiske mål således, at IT inddrages i alle skolens fag på alle klassetrin.
Ansvarlighed
Skolen forventer, at alle behandler skolens udstyr med omtanke og logger af, når udstyret ikke bruges, så misbrug undgås.
Vi anbefaler, at der benyttes kode på privat udstyr. Koden skal indtastes, før enheden kan benyttes. Skolen kan i den forbindelse ikke stilles til ansvar for brugerens handlinger.
Lyd-, billede- og videooptagelser
Det er ikke tilladt at optage og dele lyd-, billede- og videooptagelser af aktiviteter i skoletiden uden lærerens godkendelse.
Anvendelse
Anvendelse af private såvel som skolens digitale medier er primært til brug i undervisningssammenhæng. Brug i pauserne er kun tilladt efter aftale med skolens personale.
Det er ikke tilladt at fremvise sider med pornografisk, racistisk og/eller voldeligt indhold.
Digitale medier skal desuden anvendes til undervisningsformål, hvilket betyder, at der ikke spilles computerspil eller kommunikeres på mail eller sociale platforme i undervisningen, medmindre det er aftalt mellem lærer og elev.
Det er de enkelte faglærere, der vurderer, hvornår og til hvad digitale og andre værktøjer skal bruges i undervisnings-/læringssammenhæng - og tilsvarende skal være gemt væk - så der ikke opstår forstyrrelse af fokuseringen i undervisningen/læringen.
IT som en naturlig del af skolen
Det forventes, at netetik og fornuftig brug af digitale medier inddrages på forældremøder minimum en gang i hver fase.
I de enkelte faser eller årgange kan der laves ordninger, der definerer anvendelse af IT-udstyr og private mobiltelefoner både i skoledagen og i frikvartererne ud fra særligt formulerede pædagogiske målsætninger. For elever med særlige behov laves der undtagelser efter aftale med forældrene.
Brug af sociale medier
Skolen opfordrer alle brugere (både elever, forældre og ansatte) til at tænke grundigt over, hvad der lægges ud, da der ikke er nogen fortrydelsesret på nettet.
Ophavsret
Materiale hentet fra nettet må kun bruges efter gældende regler for ophavsret. Reglerne siger i korte træk, at man gerne må lave en udskrift af en tekst, man har fundet på Internettet. Udskriften må man dog kun bruge selv. Kopiering og brug af billeder gælder de samme regler som for tekster.
Forsikring
Skolen råder ikke over forsikringer, der dækker skader på privat udstyr. Der henvises til familiens basisforsikring.
Opbevaring
Eleverne kan i samarbejde med skolens personale aftale, hvorledes opbevaring kan lade sig gøre, fx ved aflåsning af klasselokale.
Brud på skolens politik
Ved brud på skolens politik vil der blive taget stilling til det videre forløb i samarbejde mellem skole og hjem. I særlige tilfælde kan SSP-samarbejdspartnerne inddrages.
I grove tilfælde kan der være tale om overtrædelse af bestemmelser i straffeloven, fx ved uberettiget videregivelser af billeder af andre personer og blufærdighedskrænkelse.
Godkendt i skolebestyrelse Tårs, december 2023.